The New Yorker har skabt furore med deres seneste portræt af OpenAI-boss Sam Altman – ikke på grund af historien, men på grund af illustrationen. Og nej, det er ikke det, du tror.
Et jump scare i blåt
Billedet viser Altman i en blå sweater med et blankt ansigtsudtryk. Men det er ikke det, der får læserne til at hoppe i stolen. Rundt om hans hoved svæver en klynge af kropløse ansigter – uhyggelige alt-Altmans med udtryk, der spænder fra vrede til åbenmundet jammer. Nogle ligner knapt nok manden selv. Et sidste ansigt hviler i hans hænder.
Disklosuren der skræmmer mere end billedet
Nederst i billedet står der noget, der får mange illustratorer til at gyse langt mere end de spøgelsesagtige ansigter: “Visual by David Szauder; Generated using A.I.”
Og her begynder historien at blive interessant på en helt anden måde.
Kunstneren bag er ikke hvem du tror
David Szauder er nemlig ikke bare en eller anden AI-prompt-pusher. Han er en mixed-media kunstner, der har arbejdet med collage, video og generative kunstprocesser i over et årti – længe før ChatGPT og Midjourney blev almindelige ord i vores ordforråd.
Når AI-kunst ikke er AI-kunst
Her rammer vi kernen af problemet: Hvornår er noget egentlig “AI-kunst”? Szauder har brugt generative processer i årevis som en del af sin kunstneriske praksis. At han nu også bruger kommercielle AI-værktøjer er bare endnu et lag i hans kreative proces.
The Verge stiller det rigtige spørgsmål
Som The Verge påpeger i deres dækning af sagen: Behøver din artikel om AI overhovedet AI-kunst? Det er et godt spørgsmål. For ofte bliver AI-genererede billeder brugt som billig fyld – ikke som gennemtænkt kunstnerisk udtryk.
Forskellen mellem kunst og convenience
Der er en kæmpe forskel på at bruge AI som et værktøj i en kunstnerisk proces – som Szauder gør – og så bare at smide et prompt ind i Midjourney fordi deadline nærmer sig. Det ene er kunst. Det andet er… nå ja, lad os kalde det kreativ dovenskab.
Hvad kan vi lære?
Måske er pointen denne: Næste gang du ser “Generated using A.I.” under et billede, så stil dig selv spørgsmålet – er det her fordi kunstneren havde noget at sige, eller fordi redaktionen havde et hul at fylde? For i Szauders tilfælde er svaret klart. De uhyggelige Altman-ansigter er ikke tilfældige – de er en bevidst kommentar til manden, der mere end nogen anden personificerer AI’s mange ansigter.
Og det, mine venner, er forskellen.
